Turismeerhvervet har for længst set idéen med en anden eventyrverden langt ude i Kattegat. Det er sikkert derfor at færgen overnatter på Anholt. Den sejler til Grenå om formiddagen for senere først på eftermiddagen at sejle retur til Anholt med nye turister. Man er simpelthen nødt til at overnatte til næste dag på øen. På en måde kommer man lidt længere væk end de blot 45 kilometer der er ind til Jylland.

Det er naturligvis også muligt at sejle dertil i egen båd. Fra Grenå vil det tage 5 til 7 timer og det er bestemt overkommeligt – men så skal man først til Grenå. Går turen fra enten øst Sjælland eller fra Lillebælt må man som minimum regne med to dages sejltur, hvis altså der samtidig skal være lidt feriestemning og plads til god søvn ombord. Med retur bliver det til fire dages sejltur, dertil er der en til to dage på øen. Der går hurtigt en uge!

Farvandet omkring øen er lumsk og til tider farligt. Under overfladen er mange rev og grunde. Vinden kan være uforudsigelig og det kan ofte blæse ret kraftigt op uden noget varsel. Selvom det umiddelbart ser meget idyllisk ud på overfladen, en flot solskinsdag, så gemmer stedet på meget mere lige under overfladen. Det vidner de mange forliste skibe om.

Havnen er opført mellem 1899 og 1902. Oprindeligt ville øens fiskere have placeret haven ved pakhusbugten på den sydøstlige kyst. Farvandet er mest sikkert at besejle ved denne kyst. Istedet blev den placeret ved den nordvestlige ende. I det område er farvandet meget mere besværligt og farligt, til gængæld ville en eventuel fjendtlig krigsflåde have en stor ulempe, hvis stedet skal besejles og indtages.

Under disse lidt vanskelige adgangsforhold vælger de fleste at besøge øen i forbindelse med ferie. Sommerferien er et oplagt tidspunkt at planlægge et besøg. Således koges turismesæsonen ned til blot seks syv uger. Det rygtes at der inden for højsæsonen er total gang i den med rigtig mange mennesker og udbredt kaos. Midt i sæsonen er der hverken tid til fordybelse eller indre ro. Alle må vise hensyn og forsøge at “mane” til ro og besindighed, blandt hinanden. Uden for sæsonen er der til gængæld en helt anden atmosfære. Der er stadig gæster på øen men ikke flere end der er rigelig med plads til alle.

En ø skal på mange måde være selvforsynende. Der er ikke et støre netværk til rådighed, hvor ressourcer kan deles. Dette gælder også for elektricitet. På Anholt har der været et lille elværk formodentlig siden 1949, som kunne forsyne øen med elektricitet. Normalt tillægges elforsyningen ikke mange tanker, det er en skjult ressource som bare altid er til rådighed. Det er først når den ikke er tilgængelig at tankerne henledes på det som nu mangler. En sommerdag den 25 juli år 2000 skete et nedbrud på det lokale elværk. Hele øen blev sort. Nu gik de bekymrende tanker omkring den manglende elforsyning. Uden el var der hverken vand, køl eller lys. Der blev rekvireret nødgenerator fra fastlandet men denne skulle først sejles. Det tog samlet et lille døgns tid før hele elforsyningen var på brugbar nødkapacitet. En hændelse som afslørede nogle af det moderne samfunds svage sider og afhængighed af stille bagvedliggende systemer som tages for givet. Det har nok været en spændende og læring oplevelse som måske gav plads til både en klar nattehimmel og tid til fordybelse.

Mellem Jylland og Anholt er etableret en vindmøllepark. Det er vore tids moderne forurening af miljøet og omgivelserne. Møllerne står som konstant roterende monumenter, et tegn på et forbrugersamfund som aldrig er i ro. I forbindelse med mølleparken er ført et elkabel fra fastlandet til møllerne og derfra videre til Anholt. Dermed rykkede øen et skridt tætter på fastlandet. Nu er Anholt ikke længere en selvforsynende ø et sted ude bag horisonten midt i Kattegat. Den er lige der, bag møllerne!